I årtier har Julie Cornelius hjulpet kvinder over hele verden med at få øjnene op for, hvad mountainbiking kan, men hendes første besøg i kongeriget Bhutan var en unik lektion i vigtigheden af venskab. I dette afsidesliggende bjergland er der kun en håndfuld ryttere, men også potentiale til at vise, hvordan man kan udvikle en cykelkultur, der er ligeværdig, styrkende og inspirerende.

Nu er Julie hjemme i Moab i Utah, og har delt sit bhutanesiske eventyr med os.

Bhutan har masser af bjerge, men ikke mange mountainbikere. Næsten ingen af de ca. 30 seriøse ryttere i dette afsidesliggende og dybt mystiske land er kvinder. Det er der mange forskellige årsager til – cykler og reservedele er svære at få fat i, og de fleste har ikke meget fritid til udendørs aktiviteter – men den vigtigste årsag er nok kulturen. Det er ikke fordi, der er barrierer eller fordomme mod ekstremsport for kvinder her, det er mere det, at Bhutan er ret specielt. Det er et sted, der har været lukket for omverdenen i hundredvis af år, og hvor der ikke har været mange billeder og eksempler på, hvordan resten af verden opfører sig. Forestillingen om kvinder på mountainbike bliver ikke censureret eller undertrykt, den eksisterer bare slet ikke i de fleste menneskers bevidsthed.

Det vil min organisation World Ride ændre på. Vi har hjulpet kvinder over hele verden med at få muligheder i livet gennem mountainbikesporten – gennem uddannelse til guider og deltagelse i fælles ture. Jeg føler meget stærkt for, at kvinder på mountainbikes har en transformerende kraft. Ikke bare for dem selv, eller for de sociale og økonomiske fordele, som disse jobs kan medføre, men også som et eksempel, der kan udfordre og inspirere ryttere fra hele verden. Hvis du ankommer til dit livs MTB-tur i et fjerntliggende land, og du bliver guidet af en kompetent, lokal kvindelig rytter, så tror jeg, at du får en meget rigere oplevelse af landet. Jeg har set det ske i Nepal, Guatemala, Peru, Lesotho ... og forhåbentlig også snart i Bhutan.

Men intet havde forberedt mig på, hvor betagende smukt dette land ville være. Flyveturen til Paro er et eventyr i sig selv, i et lille fly, der dykket stejlt og kommer faretruende tæt på Himalayas bjergskråninger, før det drejer 180 grader rundt kun få meter over landingsbanen for at lande. Det er en indflyvning, som tilsyneladende kun er 50 piloter i verden er dygtige nok til at udføre.

Bjergene er det, der definerer Bhutan. Himalayabjergenes skovklædte skråninger breder sig i alle retninger og udgør over 70% af landets areal. De har stor spirituel betydning for bhutaneserne, som ikke tillader nogen at gå over 14.000 fod (4.267 m) af frygt for, at det vil forstyrre guderne. Det frustrerer bjergbestigerne, men det overlader også hundredvis af kilometer gamle gåruter, dyrestier og vilde, utæmmede singletracks til eventyrlystne mountainbikere. (Det hjælper også, at kongen af Bhutan selv er ivrig MTB-rytter). Du kan køre på spor med 11.000 meters nedstigning over 25 km, hvor kun ensomme bannere med blafrende bedeflag eller en enkelt nysgerrig hund minder dig om, at der overhovedet bor andre mennesker. Det er grunden til, at flere og flere eventyrlystne ryttere tager turen til Bhutan.

Og det var derfor, jeg blev inspireret til at komme. På en tur med World Ride til Nepal for et par år siden blev jeg opfordret til at mødes med Pelden Dorji, som ejer Bhutan Rides og er drivkraften bag Bhutans lille, men seje MTB-scene. Han var meget opsat på at få World Ride til Bhutan, og vi begyndte at arbejde sammen. Vi brænder begge for at give Bhutan en cykelkultur, der er fri for gamle patriarkalske ideer, og hvor kvindelige ryttere kan spille en ligeværdig rolle.

Så jeg ankom til hovedstaden Thimphu i begyndelsen af december sidste år fyldt med jetlag, forventning og erkendelsen af, at der lå en stor opgave forude. Mit hold bestod af den amerikanske filmskaber Colleen Maes, eventyrfotografen Leslie Kehemeir og MTB-journalisten Tim Wild, som alle var spændt på at fange de første billeder af kvindelige mountainbikere i Bhutan på video, foto og skrift. Med os havde vi to nye Marin full suspension-cykler, masser af Shimano-tøj og Lazer-hjelme og ingen anelse om, hvad der nu skulle ske. Man kan lægge planer og diskutere i månedsvis, men det er noget andet at være der selv. Ville de kvinder, vi havde rekrutteret, overhovedet dukke op? Ville de rent faktisk være interesserede i at bruge deres tid på at blive mountainbikere? Intet er så skræmmende som det første skridt...
 

Men lige der, på den lille betonplads uden for hotellet, havde jeg en af mine bedste mountainbikeoplevelser nogensinde, og jeg kom næsten ikke engang op på en cykel. De fire lokale kvinder, som havde været interesserede i at komme og møde os, hed Dawa, Khusala, Tshering Dolkar og Tshering Zam. De havde alle taget fri fra arbejde og familieforpligtelser for at komme, og de virkede lige så nervøse som mig i de første par minutter.

Så snart vi havde fundet de to store papkasser med de nye Marin mountainbikes frem og opfordret kvinderne til at pakke dem ud, var det som at trykke på en knap. De kastede sig over cyklerne som et F1-pitcrew, og med lidt hjælp fra mig og et par unbrakonøgler var vores nystartede MTB-team i gang – med at montere pedaler, bremser og sadler, justere headsets og grine af hver eneste bolt, der gled ud, og hver eneste kno, der blev skrabet. Ingen nervøsitet, ingen kulturelle barrierer, bare en gruppe venner med en opgave foran sig. Et par timer senere havde vi to helt nye cykler, der skinnede i solen og tiggede om at blive brugt.

Vores fire venner var nybegyndere inden for cykling. Khusala var den eneste, der havde cyklet som barn, og Tshering Zam slet ikke prøvet at cykle før omkring en uge, inden vi ankom. Men det gav mig en chance for at gøre noget, jeg elsker, nemlig at hjælpe folk med at tage de allerførste skridt. Jeg har guidet og coachet i mange år og cyklet med hundredvis af forskellige mennesker, men jeg får stadig et kæmpe kick ud af de øjeblikke, hvor nye ryttere får deres første smagsprøve på den frihed, som cykler kan give. At se disse fire unge ryttere trille forsigtigt rundt på torvet, klare den første vaklen og startbesvær, og løbe ved siden af hinanden med opmuntrende tilråb var en påmindelse om, at dette arbejde altid er og altid vil være det hele værd.
 

Efter vores indledende forsøg på torvet satte vi os alle ind i varevogne og kørte nybegynderne op til nogle nemme spor med udsigt over byen i skyggen af kæmpe, gylden buddhastatue. Her fik jeg mulighed for at undervise i nogle mere tekniske færdigheder – kroppens position på cyklen, hvordan man bremser effektivt, og hvordan man flytter sit tyngdepunkt i svingene. Deres energi var smittende, deres hvin af glæde og latter rungede ud over bakkerne, og vi rullede hjem i solnedgangen udmattede, støvede og totalt inspirerede.

For de fleste af os er tiden på cyklen en flugt – en befrielse fra hverdagens stress. Det ønsker jeg også, at det skal være for alle disse kvinder. Men det skal også være noget mere. Bhutan er et fattigt land, hvor mange af de unge rejser væk for at få bedre økonomiske muligheder i Australien eller andre steder. Efterhånden som flere og flere udenlandske mountainbikere finder vej hertil, netværket af spor vokser, og branchen udvikler sig, mener jeg, at kvinderne må og skal spille en vigtig og synlig rolle. Men det er en stor opgave at bede vores fire frivillige om at finde tid til at lære at cykle på et højt niveau, lære hundredvis af kilometer spor at kende og udvikle de menneskelige færdigheder og den cykelfaglige viden, der skal til for at blive professionel guide. Jeg var så heldig at få mulighed for at tilbringe lidt tid med hver af dem derhjemme og møde deres familier. Deres beslutsomhed og positive indstilling var imponerende. De er alle 100% besluttede på at afsætte den tid, de skal bruge for at udvikle sig, selvom de er under tidspres fra arbejde og familie.

Vi så dem først igen efter otte dage, fordi Pelden og jeg skulle være guider for en gruppe amerikanske ryttere på en episk endurotur i Bhutan. Denne tur var med til at skaffe penge til World Ride, og forhåbentlig vil fremtidige ture være et job for de lokale kvinder. Da vi blev genforenet med vores fire venner i Paro senere på ugen, blev jeg forbløffet. De havde cyklet sammen i to timer hver dag, hvor de skiftedes til at bruge cyklerne. I små videoklip på deres mobiltelefoner så jeg dem i gyderne bag husene og ude på bar jord, hvor de gjorde større fremskridt på en håndfuld dage, end jeg nogensinde havde troet var muligt. Tshering Zam, som for få dage siden kæmpede for at balancere på cyklen i mere end et par sekunder, stod nu selvsikkert op i pedalerne og drejede i store loops med et glad grin.

Vi mødtes igen uden for en kaffebar og cyklede afsted. De var alle fire i stand til at følge præcist efter mig, holde den rette afstand til hinanden og rulle ud over en høj kantsten i høj fart med god teknik, mens de absorberede stødet med deres underarme. De kunne alle bremse og stoppe sikkert og også stå op i pedalerne. Tanken om, at de en dag ville kunne guide en gruppe ryttere på et hurtigt og stejlt spor gennem skovene i bjergene over os, virkede ganske realistisk. Selv nu, flere måneder senere, sender de mig stadig videoklip med deres fremskridt.

Vi har kun taget nogle små skridt sammen, men jeg kan ikke lade være med at håbe, at de skridt en dag vil føre til noget spektakulært. Ikke på grund af noget, jeg har gjort, men fordi at når man først har vist kvinder, hvad de er i stand til, så er de ustoppelige.